Vandring på Skive kirkegård 29. juni kl. 19.00


Kirkegårdsvandring torsdag aften

Vandring ved forhenværende og nuværende kirkegårdsleder Jens Holger Borgbjerg og Ann Dora Meier, samt forhenværende og nuværende byarkivarer Niels Mortensen og Kristian Buhl Thomsen torsdag den 29. juni kl. 19.00 Mødested: Kirkegårdskontoret

Kirkegårdene i Danmark udgør et helt specielt og spændende stykke historie.

På en tur på kirkegården kan man få et indtryk af, hvem der har boet i sognet i de sidste 100 år ved at kigge på de mange interessante gravsten, der fortæller om folks erhverv og deres familieforhold.

Gravstenene og indretningen af gravstederne fortæller historie om danske begravelsesskikke i fortid og nutid – lige fra smukke gravsten til fine smedejernsgitre. Og så er det jo altid en smuk oplevelse at færdes på en velholdt kirkegård.

 

Skive Kirkegård

Skive kirkegård er en af de smukkeste beliggende kirkegårde i Danmark, som den ligger på skråningen ned mod ådalen. Kirkegården rummer gravsteder fra de sidste par hundrede år, og det er nogle af dem, som der vil blive fortalt om under en vandretur på kirkegården torsdag den 29. juni kl. 19.00.

Forhenværende og nuværende byarkivarer Niels Mortensen og Kristian Buhl Thomsen vil fortælle om nogle af de personer, der ligger begravet på Skive kirkegård. Her ligger mange af de skibonitter begravet, der har spillet en rolle i byens og egnens historie i de sidste 100 år. Høj og lav, side om side. Derfor kan man komme vidt omkring i Skives historie på ganske få meter – lige fra den socialistiske arbejdsmand til den konservative forretningsmand.

Kirkegården har i samarbejde med Niels Mortensen og Kristian Buhl Thomsen udvalgt 40 personer, ud af disse personer er der skrevet historie samt fundet billeder frem fra deres levetid. Alt materiale er samlet på kirkegårdens hjemmeside, hvor man kan fordybe sig i historien.

 

Folder og QR-koder

Der er lavet en folder, hvori de udvalgte sten og gravsteder nævnes. Denne guide viser rundt til de 40 udvalgte gravminder, som har sat et stort aftryk og indtryk på Skive og omegns historie.

I folderen kan man se på kortet hvor de forskellige gravminder er placeret på kirkegården. Ved hvert gravminde vil der være et skilt med en lille appetitvækker om personen. Her kan man også scanne QR-kode og komme direkte til kirkegårdens hjemmeside www.skivekirkegaarde.dk hvor meget mere historie venter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *