
VANDRING I JENSEN & SØRENSENS PLANTAGE I GL. RØNBJERG
Mødested: ”Æ Tørhus”, Hvidemosevej 10, Gl. Rønbjerg, 7800 Skive
Mandag 14. august kl. 19.00-21.00.
Turledere: Christian Vad Holm, Mads BylovTanderup og Kristian Buhl Thomsen
Igen i år afholdes der traditionen tro vandring i Jensen & Sørensens Plantage. Her vil Christian Vad Holm (en ”Jensen”) og Mads Bylov Tanderup (en ”Sørensen”) samt byarkivar Kristian Buhl Thomsen fortælle om områdets natur og historie.
Undervejs på vandreturen fortæller de tre turledere om tørveindustrien i området og om, hvordan området er omlagt til natur og skovbrug, efter at tørvefabrikationen ophørte efter 2. Verdenskrig.
Jensen & Sørensens Plantage dækker et areal på ca. 260 hektar. Her lå tidligere en af de allerstørste tørvefabrikker i området, Rønbjerg Tørvefabrikker fra 1899. Efter 2. Verdenskrig ophørte tørvefabrikationen. Den egnede tørvemasse var ved at slippe op – og kunderne ville hellere have varme fra oliefyr eller fjernvarme. Og hvad stiller man så op med 260 hektar heder og moser? Familierne Jensen & Sørensen valgte at skifte til skovdrift og beplante området med nåle- og løvtræer. Det har fuldstændig ændret områdets karakter, så man i dag kan færdes ad smukke skovveje.
Der vil denne aften være åbent i ”Æ Tørhus”, hvor der vil være mulighed for at købe en forfriskning efter vandreturen.
Turen, der er arrangeret af Jensen & Sørensens Plantage ApS og Skive Byarkiv, er på ca. 2,8 kilometer. Gode vandresko anbefales.
Det er gratis at deltage og alle interesserede er velkomne.